På Børnegården er der fuld kostordning med i prisen. Vi vil gerne skabe interesse for mad og opretholde børns naturlige nysgerrighed - altså lyst til at smage og få succesoplevelser, når noget smager godt. Det forsøger vores kok at skabe gennem en alsidig tilgang til det at lave mad.
Madvaner starter og grundlægges i en tidlig alder og vil følge barnet senere i livet.
Børnegården vil gerne være med til at udvikle børnenes gode spisevaner ved at bevidstgøre børnene om, hvad sund mad er. Vi vil således gerne fremme børns evner til at vælge sund kost. Vi har ansat en kok, som laver mad formiddag, middag og eftermiddag til børnene og de voksne. Vi har også en lille køkkenhave og vægter at videregive viden om hvor maden kommer fra. Desuden taler vi med børnene om, hvad der er sundt og mindre sundt.
I vores fokus på det sunde og varierede måltid, er vi endvidere bevidste om den danske hyggetradition, som glæden ved et godt måltid.
Vi får varm mad tre gange om ugen og rugbrød to gange. Til måltidet vil der altid være grønsager inkluderet og til rugbrød er der altid en stor variation i vores pålæg.
Børnene får frugt to gange om dagen og brød til.
En vigtig forudsætning for at udvikle barnets glæde ved at spise er, at spisning foregår i en hyggelig og afslappet atmosfære med god tid til måltidet. For megen uro og for mange regler og irettesættelser kan ødelægge lysten til at spise.
De voksne i børnegården spiser det samme som børnene og er bevidste om at de er vigtig rollemodeller og har ansvar for at skabe de bedste rammer for et hyggeligt og nærværende måltid.
Det kan give barnet anledning til eftertænksomhed og fordybelse med lyst til at snakke med hinanden om maden, oplevelser eller hvad der måtte falde ind.
I forbindelse med måltidet lærer vi børnene forskellige regler for, hvordan man spiser (bordskik), bl.a. at lytte til hinanden og bede om det de har brug for, samt om hygiejne. Dette er med til at barnet lærer at vente på tur, blive selvstændig og selvhjulpen.